lørdag den 16. maj 2015

Dag 2: Indtryk fra prøverne på Semifinale 2

Her er lidt indtryk fra dagens prøver. Generelt var der ikke så mange spektakulære sceneshows, som der plejer at være, så selvom der er gode sange i denne semifinale, kommer det måske til at virke lidt tamt.

1 Litauen, Monika Linkytė & Vaidas Baumila: "This Time"
Jeg må erkende, at jeg sov lidt for længe til at nå Litauens sang.

2 Irland, Molly Sterling: "Playing With Numbers
Virkelig kedelig sang og en kedelig optræden. Det er opskriften på en hurtig exit. Irland kan godt bestille Ryanair billetter til rejsen hjem til Dublin. 

3 San Marino, Michele Perniola & Anita Simoncini: "Chain of Light"
Ralph Siegel har igen skrevet sangen, en rigtig klassisk kærlighedssang, som desværre lyder ad helvede til på scenen. Dømt efter lyden i salen så kører det ikke for den mandlige sanger, og den lyder virkelig dårligt. Hele sceneshowet virker lidt utroværdig, og man bliver ikke grebet af det - er det fordi han er homo?

Jordkloden er med igen som baggrund - virkede bedst for Finland 2011 (Paradise Oskar) - og gør ingen nævneværdig forskel her. 

4 Montenegro, Knez: "Adio"
Det er her er old school Balkan og jeg kan egentlig meget godt lide den. Kan få problemer med at de mangler nabolande i denne semifinale.

5 Malta, Amber: "Warrior"
Sikkert leveret, men er melodien ikke lidt for tyndbenet? Hun bevæger mindre end Hera Björk.

6 Norge, Mørland & Debrah Scarlett: "A Monster Like Me"
Der er store forventninger til Norge. Man fristes til at tro at Lady Gaga har været inde over sangen både mht. sangtitlen og sangerindens stil. Jeg bliver dog lidt træt af falsetten i længden.

7 Portugal, Leonor Andrade: "Há um mar que nos separa"
Den er ikke dårlig, men dog alligevel for anonym til at gå videre. Portugal har i øvrigt ikke andre venner end Spanien, så det er altid svært for dem.

8 Tjekkiet, Marta Jandová & Václav Noid Bárta: "Hope Never Dies"
Der kastes med sko, men vi ved ikke hvorfor. Det bliver svært for Tjekkiet.

9 Israel, Nadav Guedj: "Golden Boy"
Så kommer der endelig noget gang i den. Forsangeren er kun 16 år, og sangen er da også ret banal. Sagen indledes af en patetisk klagesang til sangerens mor over hjertesorger.
Han har problemer med kærligheden, og fyrer den af på dansegulvet i Tel-Aviv. Ja, livet er hårdt i Israel. Sangens chance ligger i, at den er up tempo  med mellemøstlige rytmer, og så ligger den tilmed lige efter en række ret kedelige sange.

Teksten er virkelig ringe:
I'm a golden boy
Come here to enjoy
I'm the king of fun
Let me show you how we do it
I'm a golden boy
Come here to enjoy
And before I leave
Let me show you Tel Aviv
Drengene fra Israel
(Foto: Elena Volotova EBU)

10 Letland, Aminata Savadogo: "Love Injected"
En sang med et lidt mere moderne lydbillede end mange af de andre sange i denne semifinale. Det er ikke de store ting der sker på scenen, men godt at se en kjole der fylder lidt. Kjolens fylde kan også skyldes at sangerinden står på et podie - i øvrigt har hun gummisko på (under prøven).

11 Aserbajdsjan, Elnur Hüseynov: "Hour of the Wolf"
Der er dansende ulve på scenen, men jeg havde forventet mig mere af Aserbajdsjans scenshow. Det tilfører ligesom ikke rigtigt noget til sangen.

12 Island, María Ólafsdóttir: "Unbroken"
Udemærket sang, men igen er vi ude i et sceneshow, hvor der ikke rigtigt sker noget.

13 Sverige, Måns Zelmerlöw: "Heroes"
Dette er aftenes store udstyrsstykke. Så der kommer nok et lille break til green room. Måns Zelmerlöw - vi kalder ham bare mums - havde været med i det svenske grand prix to gange før han endelig vandt med denne her sang. Det er ikke en fantastisk melodi, men kombinationen af en charmerende artist, en ok sang og flot sceneshow gør, at det her sandsynligvis er årets vinder.
Måns og hans små animerede mænd.
Thomas Hanses (EBU)

Prøven forløber meget kaotisk og det skal øves et par gange, hvordan man får stillet skærmen op på scenen og placeret kameraer mv.

Og her under prøven lyder der så et kæmpe rabalder oppe fra området med den danske kommentatorboks. Hvor mange flasker sprut har Ole Tøpholm egentlig gemt deroppe?

14 Schweiz, Mélanie René: "Time to Shine"
Schweiz har prøvet at peppe sagen op med lidt lysende trommer og et skovlandskab i baggrunden, men det kan ikke skjule, at det her bliver meget anstrengende i længden.

15 Cypern, Giannis Karagiannis: "One Thing I Should Have Done"
Her er noget for dem, som godt kan lide en god gammeldags stille sang uden overraskelser. Beklager Cypern, men den når ikke finalen.

16 Slovenien, Maraaya: "Here For You"
Alle med epilepsi skal kigge væk nu, for nu kommer lamperne på arbejde. Vi har en sangerinde med hørebøffer og der bliver spillet en del luft-violin.

17 Polen, Monika Kuszyńska: "In the Name of Love"
Orker desværre ikke at blive i arenaen for at se Polen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar